Udgivet d. 19. april 2017
Erfaring viser, at flygtninge bliver bedst integreret ved at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Og at det er til gavn for både integrationsborgerne, virksomhederne og lokalsamfundet som helhed, ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration under Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Der findes en række ordninger, der kan gøre det attraktivt for virksomheder at åbne døren for flygtninge. En virksomhedspraktik kan for eksempel være en god mulighed for at afprøve, om der er potentiale for et samarbejde. Og med trepartsaftalen om integration kom der nye muligheder for virksomheder og flygtninge såsom den nye integrationsgrunduddannelse (IGU) og en bonusordning for virksomheder. Den 2-årige IGU er et forløb, der ved at kombinere uddannelse og arbejde kan opkvalificere flygtningen til at blive en kompetent arbejdskraft for din virksomhed.
Se faktaark med konkret info om IGU og de øvrige ordninger, og hvordan din virksomhed bliver en del af det.
Brug Jobservice Danmarks hotline: Ring 72 200 350
Både hos dit lokale jobcenter og Jobservice Danmark kan du få hjælp til at komme i gang. Jobservice Danmark kan bl.a. hjælpe jer i gang med IGU, med at indgå en integrationsaftale og med at få flygtninge i praktik.
Hvad gør andre?
På siden Sammen om integration kan du finde inspiration i cases fra hele landet. Hør, hvordan andre virksomheder har integreret flygtninge på arbejdspladsen, hvordan de har tacklet udfordringer, og hvad de selv får ud af at åbne døren for flygtninge.