Udgivet d. 24. marts 2017

Taastrup-virksomheden InQvation har sammen med NEXT Uddannelse København sat sig for at udvikle en ny ungdomsuddannelse, der kombinerer flere forskellige uddannelser i én uddannelse. Uddannelsen hedder Visuel Medie Tekniker.
Den nye uddannelse har fokus på at uddanne de unge til at kunne agere som en slags allround marketingmedarbejder. Uddannelsen kombinerer allerede kendte uddannelsesretninger såsom fotograf, film- og tv-produktionstekniker og webintegrator med kompetencer inden for storytelling og sociale medier.
Målet er, at de unge, når de har færdiggjort uddannelsen, kan producere foto og video på et grundlæggende plan og formidle dette på sociale medier og andre online medier.
Visuel Medie Tekniker er en erhvervsuddannelse, der varer 2½ år inkl. et grundforløb hos NEXT på 20 uger. Efter grundforløbet skal eleverne i praktik hos en virksomhed i en toårig periode, kun afbrudt af ca. 25 ugers skoleophold fordelt over de to år.

En uddannelse der er behov for
– InQvation er med til at udvikle denne uddannelse, da vi mener, at der i en moderne virksomhed er brug for en ressource, der kan kombinere det at tage et billede, redigere det samt formidle historien via sociale medier. Dette behov mærker vi ofte på egen krop, siger Birger Hauge (foto), ansvarlig for udvikling og uddannelse hos InQvation.

Brug for praktikpladser
For at uddannelsen bliver en realitet til august, er der brug for virksomheder med lyst til at ansætte en praktikant i en toårig periode. Ved at ansætte en Visuel Medie Tekniker får virksomheden en ekstra ressource, som kan bistå kommunikations-/ marketingafdelingen med opgaver inden for visuel storytelling.
Hvis du er interesseret, så er det nu, du skal slå til. Hvis alt går efter planen, starter uddannelsen til august. Det vil sige, at praktikanten står til rådighed for dig fra primo 2018.

Her får du mere at vide
Er du interesseret i at høre mere om uddannelsen, og hvad det kræver af dig som virksomhed, så kontakt Pernille Christensen, Project and Markerting Manager hos InQvation på mail: psc@inqvation.dk eller tlf. 22 51 57 54.

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.