Udgivet d. 9. april 2021
Når Spejdernes Lejr 2022 med cirka 40.000 spejdere skal holdes i Hedeland 23.-31. juli 2022, vil det skabe en anseelig omsætning.
Tallene fra den seneste Spejdernes Lejr i Sønderborg for fem år siden viser, at spejdere, ledere og gæster tilsammen havde et forbrug på cirka 47 mio. kr. i løbet af ugen. Forbruget fordelte sig på 22 mio. kr. inde i lejren og 25 mio. kr. udenfor.
Ud over forbruget vil selve etableringen af lejren også medføre stor omsætning. Der skal etableres infrastruktur og sanitet. Nogle anlæg vil blive stående bagefter, mens andre fjernes igen.
Blandt andet er det planen, at lejren skal have et blivende vartegn på toppen af skibakken i Hedeland, ligesom der tales om en bro over veteranbanen og handicapvenlige trinbræt til toget, som også vil blive permanente.
Totalt set vil lejren formentligt skabe en omsætning på 80-100 mio. kr., oplyser lejrchef Morten Lykkeberg.
Mindst 80.000 spejdere og gæster
Ledelsen bag Spejdernes Lejr fortalte om projektet på et webinar fredag. Her fremgik det, at i Sønderborg var der ikke kun de ca. 40.000 spejdere, men også næsten 68.000 gæster i ugens løb. Så i alt kan der, forsigtigt anslået, ventes et forbrug fra mere end 80.000 personer i den uge, hvor der er lejr i Hedeland.
Med 40.000 spejdere er det et samfund på størrelse med Køge, der skal på plads i naturparken. Derfor skal der opbygges infrastruktur med el, vand, spildevand, it, bygninger, renovation m.m.
Her vil Spejdernes Lejr gerne i dialog med lokale virksomheder, oplyser Finn Dybbøl, områdechef for infrastruktur. Det kan være håndværkere, byggemarkeder, produktionsvirksomheder, rådgivere, produktionsskoler og uddannelsesinstitutioner.
Afslutningsbål 2017 i Sønderborg. Foto: Pernille Bille Tvedt
Vi skal lige bruge 1.100 toiletter og 300 badekabiner…
Der skal etableres 1.100 toiletter, 300 badekabiner, 2,5 km hegn, 2 km betonblokke, wifi-dækning af 5 km2, nedgraves 8 km el- og vvs-ledninger, bortskaffes 450 ton affald og sikres levering af 68 m3 vand i timen og et elforbrug på 158.000 kWh. Og så skal 3 km vej rettes til, og der skal være 20.000 m2 telte, hvor deltagerne kan samles.
– Lejren kan også være stedet, hvor lokale virksomheder afprøver nye produkter eller ydelser. Eller bruges til eksamensprojekter. Lokale aktører er også velkomne med ideer eller økonomisk støtte til aktiviteter. I Sønderborg kom Danfoss med prototypen på en robot, som med spejdernes hjælp blev udviklet til et andet slutprodukt i løbet af ugen, fortæller Dan Ejlertsen, sponsor- og partnerskabansvarlig.
Foruden Hedeland vil der blive aktiviteter i Roskilde by og Greve Marina.
Og også gerne nogle lokale fødevarer og kagemænd
Der skal selvfølgelig være forsyningssikkerhed, hvad angår forplejning.
– Lejren får sit eget supermarked, men der skal også være foodtrucks, og det må meget gerne være lokale aktører, siger områdechef Stine Basballe. Og der skal bruges langt flere kager og kagemænd, end vi selv kan bage, så vi vil også meget gerne høre fra lokale bagerier.
– Lokale produkter vil også være relevante i den webshop, vi etablerer. Den er tænkt som en shop, hvor forældrene lige kan bestille lidt slik eller chips til børnene og få det leveret ud i lejren.
Tema: Fælles om fremtiden
Lejrens tema bliver “Fælles om fremtiden” og vil blandt andet handle om det nære fællesskab og det globale fællesskab. Det skal være en lejr i balance, hvad angår miljø/klima, økonomi, socialt og eksternt.
– Spejdernes Lejr 2022 vil bestå af 40.000 af fremtidens forbrugere, så det er et rigtig godt sted at vise sine produkter og ydelser frem. Deltagerne er også fremtidens voksne, så hvis I kommer fra en branche, der har svært ved at tiltrække lærlinge eller elever, er det måske her, at jeres brancheforening skal være med, siger Morten Lykkeberg.
Hedeland efteråret 2020. Klik på billedet og læs vores virksomhedsportræt af naturparken.
Borgmester: Skaber værdi for Hedeland
Hedeland drives i fællesskab af kommunerne Høje-Taastrup, Greve og Roskilde. Borgmester Michael Ziegler glæder sig over, at de fem involverede spejderkorps ser det store potentiale i naturparken.
– Spejdernes Lejr 2022 vil skabe yderligere værdi for området i kraft af, at mange flere får øjnene op for dette skønne område. Det er en oplagt mulighed for at præsentere ikke blot Hedeland, men også erhvervs- og butikslivet i de tre kommuner, siger Høje-Taastrups borgmester.
Kontaktpersoner
Spejdernes Lejr hører meget gerne fra lokale virksomheder, som vil med i den videre proces. Og det må gerne være snart, da planlægningen allerede er godt i gang.
Der er disse kontaktpersoner.