Udgivet d. 23. marts 2017

Omkring 45 deltog i Erhvervsrådet generalforsamling tirsdag den 21. marts i klubhuset hos Hedeland Golfklub.
Du kan læse referatet af selve generalforsamlingen her

Før generalforsamlingen gav Michael Stausholm deltagerne et indblik i virksomheden Sprout, som i 2013 lancerede den bæredygtige blyant. Først i Danmark og nu i 60 lande, hvor den sidste år blev solgt i 2,5 million eksemplarer og gav en omsætning på 15 mio. kr. I år venter han at nå 25 mio. kr.
– Ideen med en blyant, der kan plantes efter brug, stammer fra tre amerikanske studerende. Jeg købte først rettighederne til at markedsføre den i Europa, men har nu alle rettigheder globalt.
– Det er jo en god historie, at din blyant kan få et nyt liv som tomat eller jordbær. Den historie fangede først medierne i Danmark og siden videre ud i Europa. For os gjaldt det så om at omsætte omtalen til salg. Det er historien bag jeres produkt, som folk køber ind i. Det er ikke det fysiske produkt eller prisen, der er afgørende, sagde Michael Stausholm. 

Sprout jordbær

Et enormt marked
Måske lyder blyanter ikke som det mest hotte, men der produceres dog 15 milliarder årligt på verdensplan. Så selv en markedsandel på bare 1 % er interessant.
80 % af Sprout-blyanterne sælges til virksomheder og organisationer, som bruger dem til at styrke en grøn profil. Blandt kunderne er IKEA, Bank Of America, Disney, det tyske ministerium for bæredygtighed og det italienske militærpoliti. Danmark udgør i dag under 3 % af omsætningen. 

Johan Bülow med i ejerkredsen
Michael Stausholm oplyste, at han netop har fået Johan Bülow som medinvestor. Han kommer med en stor viden om detailmarkedet, fra Lakrids by Bülow, og skal være med til at fremme butiksalget af Sprout-blyanterne. 
Michael Stausholm slog fast, at hans ambition er, at virksomheden skal være rigtig god til blyanter. Andre ting er prøvet, men uden større succes. I stedet skal det eksisterende produkt udvikles. Patentet omfatter “skriveredskaber der kan plantes”, så med tiden kan kuglepenne også blive en Sprout-vare, når det ellers lykkes at fremstille kuglepenne i miljøvenligt materiale. 
– Vores bæredygtige blyanter redder ikke verden. Men måske kan den få folk til at tænke over de små ting, vi hver kan gøre for miljøet i hverdagen, sagde Michael Stausholm. 

Michael Stausholm

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.