Udgivet d. 12. oktober 2017
Erhvervsrådet var torsdag, som en af de første grupper, på besøg hos inQvation i de lokaler på Erik Husfeldts Vej, hvor innovationsvirksomheden er under opbygning.
En innovativ rugekasse med 150 pladser
Når bygningen står færdig, vil den være arbejdsplads for ca. 150 personer, fortalte Birger Hauge fra inQvation:
– Vores kerneydelse hedder “Tør du ødelægge din egen forretning”. Mange virksomheder opdager først, hvad der er ved at ødelægge dem, når det er for sent. Tænk på taxi og Uber. Du skal hele tiden kigge efter det, der kan ødelægge din forretning – ellers bliver du kørt over. Vi vil gerne hjælpe virksomhederne med at identificere “det vi opdager lige om lidt”.
Birger Hauge (i den lyse skjorte) viser rundt i lokalerne på Erik Husfeldts Vej, hvor inQvation bl.a. har indrettet tv-studier.
Hjemsted for egne medievirksomheder
inQvation er en del af Zibra Group og hjemsted for en række af de start-up virksomheder, som Zibrandtsen-familien har investeret i. Familien står også bag Global Connect, som blev etableret i Taastrup i 1990’erne.
Birger Hauge fortalte, at der i alle årene har været et godt samarbejde med kommunen. Da Global Connect for et par år siden besluttede at skille sin innovation ud i den selvstændige virksomhed inQvation, fulgte en intens dialog med Høje-Taastrup Kommune, som selv har lejet 20 arbejdspladser i huset.
Andre 50 pladser er besat af virksomheder fra Zibra Group, blandt andre zibra sport, som streamer sport, og det helt nye moot.video, som vil levere mere dybdegående tv-journalistik. Også nye succeser som Borgen Late Night og kultursitet Heartbeats er inQvation involveret i.
moot.video er nyeste tiltag fra Zibra Group – tv-journalistik der går i dybden.
– inQvation er et hus for iværksættere og virksomheder, som vil flytte deres innovation væk hjemmefra, sagde Birger Hauge. Vi skal blandt andet etablere en prototype af den nye skole i Nærheden her, så klasselokaler og pædagogik kan afprøves, inden byggeriet går i gang. VELUX lejer også et hjørne. Og sammen med kommunen, Københavns Universitet og DTU skal vi køre et projekt om indeklima i skoleklasserne.
Brug for praktikpladser til ny uddannelse
Birger Hauge fortalte, at inQvation også har ambitioner om at skabe en ny uddannelse, Visuel Medie Tekniker, i samarbejde med NEXT København. Men det er udfordrende:
– Vi skal bruge praktikpladser til ca. 20 elever, men det er vanskeligt at få aftaler med virksomhederne, og vi kommer derfor nok til at udskyde starten til efteråret 2018. Vi skal bruge syv virksomheder mere, som vil være praktikværter. Eleverne skal først gennem et 20 ugers grundforløb og derefter ud i virksomhederne i to år, afbrudt af 25 uger på skole. Det vil koste virksomhederne ca. 100.000 kr. om året, men så får de også en medarbejder, som er specialist i at bruge de sociale medier.
inQvation forventer, at centret på Erik Husfeldts Vej vil være færdigindrettet og i fuld drift i begyndelsen af det nye år. inQvation er netop begyndt at indkalde ansøgninger om plads i huset.
inQvation er endnu under opbygning, men flere af Zibra Groups egne virksomheder er allerede flyttet ind.
zibra sport udspringer af Zibrandtsen-familiens interesse for hestesport, men streamer nu flere sportsgrene til kunder verden over.