Udgivet d. 29. april 2020

Borgmester Michael Ziegler og erhvervsservicechef Anne-Mette Felby var onsdag sammen med vores formand, Kim Rasmussen, på en rundtur for at tage corona-temperaturen på fire af Erhvervsforums medlemmer fra fire forskellige brancher: service, detailhandel, hotel og produktion.

Dygtige til at udvikle nye muligheder
Efterfølgende kunne Anne-Mette Felby sammenfatte turen således:

– Alle fire virksomheder er naturligvis påvirket af situationen, men det er slående, hvordan de har været i stand til at udvikle nye forretningsmuligheder, som også efter krisen kan vise sig at være vejen frem; eksempelvis webshop og høj hygiejne som et konkurrenceparameter. Jeg fornemmede, at selv om det er en svær tid, så er der også en vis optimisme at spore hos de fire virksomheder.

Kim Rasmussen er enig: – De har alle sammen tænkt alternativt for at holde gang i hjulene. Og det gik også igen alle steder, at medarbejderne er rykket sammen om at støtte arbejdspladsen. Vi står stadig over for store udfordringer, uanset om samfundet snart åbnes helt eller delvist, så der bliver virkelig brug for alle gode ideer og initiativer, for der kan gå rigtig mange måneder, før vi er helt ude på den anden side. 

Her er et sammendrag af meldingerne fra de fire virksomheder.

PlusRen: Reglerne er kommet for at blive
PlusRen
Andreas Bolvig Legart (nummer tre fra højre) og PlusRen holder skruen i vandet og undgår røde tal, fortalte han Kim Rasmussen, Michael Ziegler og Anne-Mette Felby.

Direktør Andreas Bolvig Legarth: – Nogle kunder har lukket ned, mens andre har fået behov for øget rengøring, og nogle opdager, at de ikke selv kan overkomme at gøre rent, men skal bruge os. Så samlet set holder vi niveauet fra før corona og har beskæftigelse til alle 40-50 medarbejdere. De kunder, der har lukket, tilbyder vi at spare timerne sammen, så de kan få en grundig hovedrengøring, inden de skal åbne igen.

– Jeg tror, at de retningslinjer for hygiejne, der indføres nu, er kommet for at blive. Derfor er vi ved at uddanne vores folk i Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer og vil  søge at blive certificeret, hvorefter vi også kan servicere lægehuse, tandlægeklinikker m.m. Vi er også blevet superskrappe til digital kommunikation, hvor vi har holdt videomøder, når vi ikke kunne mødes på kontoret, og hvor vi kan sende anvisninger ud på mobiltelefoner til vores medarbejdere, så vi får sprittet af de rette steder.

– Sammenlignet med andre erhverv er vi nok blandt de mere heldigt stillede og får ikke brug for hjælpepakker. Til gengæld har vi købt så meget håndsprit, at vi vil donere 100 flasker til kommunens pulje. 

Taastrup Apotek: Kunderne er gode til selvjustits
apotek

Apoteker Behzad Ghobani forklarer, hvordan Taastrup Apotek håndterer corona-krisen. Bag ham ses farmaceut Prasad Reddy. 

Apoteker Behzad Ghorbani: – Man skulle tro, at vi er en af de forretninger, der kan holde omsætningen, men den er faktisk faldet cirka 20 procent. Jeg tror, at det hænger sammen med, at ældre borgere sender andre afsted efter deres medicin, og så bliver der ikke lige købt lidt ekstra af vores andre varer. 

– Lige da udbruddet af corona blev konstateret, blev apotekerne pålagt mange ekstra opgaver, men nu er det situationen mere normal. Dog gælder der særlige restriktioner for visse produkter. For eksempel er flydende Panodil til børn ikke mere håndkøb, men kræver recept. Det er for at undgå, at det bliver hamstret, så der ikke er nok af det, hvis sygdommen begynder at sprede sig blandt børnene.

– Kunderne har været rigtig gode til at fordele sig og overholde de afstandskrav, der gælder i forretningen. I Hedehusene og i Høje-Taastrup, hvor vi har to mindre apoteker, må der kun være fem kunder indenfor ad gangen, men det går også helt uden problemer. Folk venter bare udenfor. Vi har øget efterspørgsel på udbringning af medicin, så vi har ansat en ekstra chauffør.

– Generelt vil jeg sige, at vi er privilegerede; vi kan holde åbent og møde vores kunder.

Park Hotel Taastrup: Vi har et holdbart koncept
hotel
Med behørig afstand til gæsterne fortæller direktør Heidi Vestergaard (nummer to fra venstre), hvordan hotellet klarer den nye hverdag.

Direktør Heidi Vestergaard: – Vi holder en belægning på 50 procent. Når jeg ser på mine kolleger i branchen, kan jeg kun være tilfreds med det niveau. Det skyldes, at vi i mange år har satset på håndværkerne, som bor her til hverdag, mens de arbejder inde i byen. Her kan de få et solidt morgenmåltid, parkere varevognen og underholde sig med nogle sportskanaler om aftenen. 

– Lige nu har vi afskaffet morgenbuffeten. I stedet siger gæsterne til en af vores medarbejdere, hvad de gerne vil have, og så tager de det med op på værelset. Det samme om aftenen. Vi lukkede ellers vores køkken for nogle år siden, men nu, da byens andre spisesteder skal holde lukket, har vi genåbnet køkkenet og serverer et måltid for 75 kroner, som gæsterne så også spiser på værelserne. Det er en nødløsning, men det fungerer.

– Alle selskaber er aflyst, og det koster os en pæn omsætning. Til gengæld har vi indrettet et lokale til møder/kurser for op til ti personer, som kan sidde ved hver deres bord i korrekt afstand (se foto). Det er allerede taget i brug, og jeg håber, at flere vil gøre brug af de faciliteter. 

– Jeg tror, at når alt dette er ovre, så vil vores branche have nogle nye salgsparametre, hvor man blandt andet vil slå på sin hygiejnestandard. Det ser jeg frem til. Vores hotel er fra 1990, og vi har de seneste år investeret ganske meget i vores værelser, så faciliteterne er moderne. 

– På det personlige plan har det været stort at opleve, hvordan personalet – selv om vi skal holde afstand – rykker sammen og stiller op, når der er brug for det. Vi kæmper bare sammen, og derfor kan vi holde skruen i vandet.

Nørrebro Bryghus/Baldersbrønde Bryggeri: Vi bygger flyet mens vi flyverBryghus
Mens Daniel Jensen underholder gæsterne i baggrunden, giver marketingchef Mathias Pedersen en hånd med på lageret, hvor der er travlt med at pakke forsendelser til webshop-kunder.

Økonomidirektør Daniel Jensen: – Når vi lever af at sælge øl på fustage til barer og restauranter, og de alle er lukket i øjeblikket, så siger det sig selv, at vi er udfordret. Til al held – og det var virkelig en tilfældighed – fik vi åbnet en webshop blot en uge før, det hele lukkede ned, og den har nærmest væltet os omkuld. På den første måned har vi stort set solgt, hvad vi budgetterede med at sælge på et år. Vi bygger nærmest flyet færdigt, mens vi flyver. 

– Men webshoppen kan ikke bære os igennem. Vi har øl på fad liggende på lager, klar til levering når der åbnes igen. Det er helt afgørende for hele vores branche, hvad der sker efter 11. maj – om restauranterne får lov at åbne helt eller delvist. Vi er ikke de mest sårbare, men selvfølgelig er det uholdbart, at vi ikke kan komme af med vores produkt. Til gengæld; hvis der nu bliver åbnet helt op 11. maj, og det så går sådan, at der må lukkes ned igen senere, så vil jeg hellere vente en måned mere med at få åbnet, selv om det er vores største måneder, vi ser ind i nu. Jeg beder bare til, hvis der bliver åbnet, at befolkningen så forstår, at der stadig er nogle regler, der skal overholdes.

– Ender det med, at der bliver åbnet halvt, så må det også være sådan, at vi kan få kompensation for halvdelen af vores lønomkostninger. Tingene skal følges ad. På plussiden tæller, at de 16 medarbejdere her på Baldersbuen har bakket op med stor forståelse. De timelønnede er sendt hjem, men jeg ved, at de alle  glæder sig til at komme tilbage på arbejde. 

– Vi kan intet planlægge, når vi ikke ved, hvad der vil ske. Men en ting er sikkert: Det bliver en ny verden, vi kommer ind i. Vi var allerede i gang med at se på tiltag til at supplere vores salg. Vi vil gerne ud i flere butikker med vores flaskeøl, og vi vil også gerne i højere grad se os selv som en lokal virksomhed med salg her fra stedet. Vi var også i fuld gang med at åbne for rundvisninger på bryggeriet, da det her ramte os.

Michael Ziegler: En alvorlig situation
Michael Ziegler sagde efter de fire besøg: – Det er en alvorlig situation, erhvervslivet står i. Derfor var det også vigtigt for mig at prioritere besøgene i dag. Brancherne rammes forskelligt og har forskellige handlemuligheder. Det skal vi, som kommune, være opmærksomme på betydningen af. Jeg oplevede stor åbenhed fra virksomhedernes side til at drøfte deres enkelte situation – det vil jeg gerne sige tak for. 

Daniel
Daniel Jensen og Baldersbrønde Bryggeri løber ikke tør for øl lige med det samme. Fadøl-fustager står stablet og tankene er også fulde af øl, der venter på at komme ud til kunderne. 

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.