Udgivet d. 29. marts 2019
I den nærmeste fremtid afvikles to store svømmestævner i Taastrup Svømmehal, hvor det lokale erhvervsliv kan tegne sponsorater.
Først gælder det Danish Open og DM Junior på langbane, der varer fra fredag den 5. april til tirsdag den 9. april. Stævnet skulle være afviklet i Bellahøj Svømmehal, men den er akut lukket på grund af skimmelsvamp. Derfor er det flyttet til Taastrup, hvor elitesvømmesammenslutningen VAT-Copenhagen har haft nogle hektiske dage med at få arrangementet på plads.
– Der kommer omkring 700 svømmere med trænere, holdleder og forældre. Det er kort fortalt Danmarks ubetinget største stævne i denne sæson, fortæller Torben Hjalholt, formand for VAT-Copenhagen.
Flere sponsorater
Til stævnet udbydes flere former for sponsorater. For 500 kr. kan man købe et løb. Og for 1.000 kr. bliver man sponsor for tre løb.
– Det betyder, at sponsorens navn kommer til at stå i programmet, og sponsoren bliver råbt op i højtalerne, når løbet sættes i gang. Og så kan man få stillet reklameflag, bannere eller roll-up op i hallen, oplyser Torben Hjalholt, som ifølge aftale med Dansk Svømmeunion skal godkende de enkelte sponsorer. Det bliver dog klaret inden for en time, lover han.
Nyt stort stævne i maj
10. til 12. maj holder VAT-Copenhagen sit eget stævne, VAT-Copenhagen Open. Her deltager 650 svømmere primært fra lokalområdet på Sjælland. Her er det muligt at sponsorere både stævnet som helhed og løbene individuelt.
Vil du vide mere om sponsorater hos VAT-Copenhagen, kan du kontakte Torben Hjalholt på formand@vatswim.dk