Udgivet d. 18. januar 2021
Nyt medlem: VP Nedrivning.
Da Jack Nielsen (foto) i 2018 besluttede at blive selvstændig inden for nedrivning, havde han hverken kunder eller værktøj. Men i løbet af tre et halvt år har han med VP Nedrivning oparbejdet en forretning, hvor han både har et par ansatte og hyrer folk ind til de enkelte opgaver. Ordrebogen er pænt fyldt, og fremtiden tegner lyst, synes han.
– Det seneste år har jeg mere end fordoblet omsætningen i forhold til de 12 foregående måneder, og jeg regner da med, at kurven vil fortsætte opad. Mine kunder anbefaler mig til andre, og jeg får flere og flere opringninger, så lige nu har jeg ikke brug for at søge opgaver.
Nedrivning er mere end at rive ned
Kunderne er en blanding af private og erhverv. Især en enkelt kunde med et stort antal udlejningsejendomme fylder godt i ordrebogen, da de udelukkende bruger VP Nedrivning. Det indebærer også opgaver i ambassader og på eksklusive lejemål på Strandvejen, Grønningen og kvarteret omkring Amalienborg.
– Generelt spænder opgaverne vidt, lige fra nedrivning af hele ejendomme til indvendig nedbrydning i lejemål. Og den enkelte opgave kan også være meget alsidig, da jeg ofte hjælper kunderne med at få nedrivningstilladelse og miljøundersøgelse. Nedrivning lyder måske nemt, men som min lærer på nedriveruddannelsen sagde, så er det nok det fag, hvor du støder på flest love og regler. Arbejdsmiljø, asbest, pcb, bly og bortskaffelse – der er nok at holde styr på, konstaterer Jack, som har en fast samarbejdspartner til at udføre de indledende miljøscreeninger.
Nedrivning af kontorlejemål på Kay Fiskers Plads i Ørestad.
Standarden skal være høj
15 år har Jack været i faget og arbejder over det meste af Storkøbenhavn, men vil gerne have flere opgaver ud mod Roskilde og her i lokalområdet, hvor han har boet i fem år og driver virksomheden hjemme fra Femkanten i Taastrup.
Foruden mester er det en enkelt medarbejder i VP Nedrivning og pt. også en person i arbejdsprøvning. Derudover kan han trække på mandskab fra en bekendt, som driver et udlejningsfirma.
– Jeg bruger gerne de samme folk og er altid selv med dem ude på opgave til at begynde med for at sikre med, at de lever op til mine krav om standard. Alle kan rive ned, men det handler også om at tage hensyn til kunderne og frem for alt at rydde ordentligt op, så næste håndværker kan komme til. Når kunden kommer hjem, er det første indtryk jo også altid, om vi har ryddet pænt op efter os.
I dag udføres de fleste opgaver til fast pris efter tilbud.
– Kunden skal ikke være i tvivl om, hvad det kommer til at koste. Den pris, jeg siger på forhånd, er også den, jeg fakturerer, fastslår Jack.
Opgave i et butikslejemål på Vesterbro. En spændende og udfordrende sag med to butikker, der skulle ombygges til én.
VP Nedrivning
Femkanten F4
2630 Taastrup
Tlf. 27 64 00 68