Udgivet d. 26. november 2020

– Coronaen har fået vores ledighed til at vokse mere end andre kommuners. Til gengæld er antallet af konkurser ikke steget. Så konklusionen må være, at erhvervslivet i Høje-Taastrup er ramt, men ikke så hårdt som man kunne frygte.

Sådan sagde borgmester Michael Ziegler, da han i forbindelse med uddelingen af Erhvervspris Høje-Taastrup torsdag gav en kort status på den lokale erhvervssituation.

Optimisme trods alt
Kommunen har fået udarbejdet en rapport om coronaens påvirkning af virksomhederne. Herfra nævnte Michael Ziegler disse hovedpunkter:  

  • Ledigheden i Høje-Taastrup Kommune er steget hurtigere end i resten af landet.
  • En større andel af virksomheder i kommunen har søgt om kompensation til løn og faste omkostninger end i regionen og resten af landet.
  • Iværksætterraten faldt markant i marts og april, men er siden vokset en smule igen.
  • Antallet er konkurser er ikke steget under krisen indtil videre.

– Jeg har været rundt til flere virksomheder i kommunen, som var optimistiske på trods af den svære tid. Vores Jobcenter løber også stærkt i øjeblikket, så dem der bliver ledige, kommer hurtigt i job igen. Og så er vi løbende i dialog med blandt andet detailhandel om status i deres branche. 

– Vi får anden del af vores statusrapport i begyndelsen af december, så der får vi også et lidt mere klart billede af situationen, oplyste Michael Ziegler.

Godt gang i Nærheden og Høje Taastrup C
Borgmesteren kom også ind på de aktuelle udviklingsprojekter Nærheden og Høje Taastrup C.

Han oplyste, at FB Gruppen har indgået aftale om at udvikle det østlige område af Nærheden (160.000 etagekvadratmeter). Det svarer til ca. 1.600 boliger. Nærheden dermed næsten udsolgt.

Og i Høje Taastrup C er første spadestik taget til et projekt med 150 lejligheder. Så efter en lang periode med omlægning af veje, begynder planerne for den nye bydel nu at blive til virkelighed.

– De to projekter er gode for hele kommunen. Vi bygger Høje-Taastrup Kommune stærkere og får en bedre social balance, konstaterede han.

Budget med lavere gebyr på byggesager
Fra byrådet fortalte Michael Ziegler om en bred budgetaftale for 2021 med alle partierne.

Det betyder blandt andet, at der i 2021 indføres lavere byggesagsgebyrer, både for private og erhverv. Nedsættelsen fordeles med 75 procent til private og 25 pct. til erhverv.

Tak til erhvervsmentorer
Årets modtager af Erhvervspris Høje-Taastrup, Tom Ewers fra Sydkystens Brolægning og Kloak, er blandt de erhvervsfolk, som er aktive i LøkkeFondens Linie10-projekt, der handler om at gøre elever fra 10. klasse klar til at tage en uddannelse efter skolen. Det fik ros med på vejen fra borgmesteren:

– Jeg ved, at der er medlemmer fra Erhvervsforum, som er gået ind i vores projekt om erhvervsmentorer for unge mennesker. Det er et stort arbejde, men også et meget vigtigt arbejde for at vise de unge en vej og en fremtid, de kan se sig selv i. Det vil jeg sige jer en rigtigt stor tak for; det betyder meget for det enkelte menneske, så det er en indsats, vi som kommune er rigtig glade og taknemmelige for.

Se video med borgmesterens hele tale og uddelingen af Erhvervspris Høje-Taastrup her (varighed: 18 minutter). 

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.