Udgivet d. 17. januar 2023
Dygtig tømrermester går på podiet
HETO ApS vinder Erhvervspris 2022 med ejerleder Brian Hovmand som modtager af den prestigefyldte pris. Han fik overrakt prisen af formanden for Høje-Taastrup Erhvervsforum. Det skete ved Nytårskur for erhvervslivet 2023 arrangeret af Høje-Taastrup Kommune i de skønne rammer i Taastrup Teater og Musikhus.
Høje-Taastrup Erhvervsforum sender sit medlem et særligt kæmpestort velfortjent tillykke med denne ærefulde erhvervspris.
Der var én, der var to, der var 25
Den godt 12 år gamle virksomhed HETO ApS har særlig godt fat i lederskab, bæredygtighed og arbejdsmiljø. Brian Hovmand startede sin tømrervirksomhed som enkeltmandsvirksomhed, så med en lærling og i dag med 25 ansatte.
Brian Hovmand har formået at lade sin virksomhed vokse og udvikle sig i takt med opgaver og udviklingen i byggebranchen. Hans kloge valg er ej at foragte. Han har formået at omgive sig med dygtige folk med kompetencer inden for drift og udvikling af en professionel forretning. Resultatet taler for sig selv, hans lederskab og virksomheden er sent i den rigtige retning.
Særligt tre indsatser overbeviste dommerkomitéen
HETO ApS vinder Erhvervspris 2022 af tre grunde. I sit lederskab lægger Brian Hovmand særligt vægt på at udvise sine medarbejdere tillid. Det gør han ved at give dem frie hænder til at gøre kunder tilfredse. Med frie hænder følger ansvar. Når medarbejderen mestrer det felt, er HETO’s grundlov godt inde under huden. Brian Hovmand kan derved være leder med ro i maven, også når det er fyraften.
HETO ApS har også kastet sin nysgerrighed på genanvendelse af affald i størst mulig udstrækning. Når gamle udtjente vinduer bliver til 10 træbænke, får det snart fortærskede begreb bæredygtighed fornyet liv. HETO ApS er trådt ind på den cirkulære scene og bidrager til at genanvende dele fra byggeriet.
HETO ApS har formået at skabe rammer, der bringer medarbejdere tættere sammen. Dermed er grobunden lagt for et godt internt arbejdsmiljø. Hertil kommer at alle lige fra lærling til direktør skal have en formandsuddannelse. Derfor bliver det helt naturligt at tage ansvar for en opgave, for et projekt, for forretningen, for hinanden.
ERHVERVSPRIS 2022: “For os er den en KÆMPE tilkendegivelse fra Høje-Taastrup Erhvervsforum og erhvervslivet i Høje-Taastrup Kommune om, at de kan lide, det vi gør! Jeg er målløs – og virkelig virkelig stolt! Prisen går ikke kun til mig, den går til alle medarbejdere i HETO ApS, dem som hver dag fuldfører vores vision og er ambassadører for vores værdier og arbejdskultur. Uden den medarbejderstab, ingen pris! “, siger Brian Hovmand, HETO ApS.
Fakta om Erhvervspris 2022
Det er Høje-Taastrup Erhvervsforum der i samarbejde med tre andre lokale erhvervsforeninger står bag prisuddelingen af Erhvervspris 2022. Erhvervsprisen uddeles for 4. gang.
Gazelle prisen 2022
Tre gazelle vindere indtog podiet og godt hjulpet på vej af moderator Louise Reumert Damgaard. De gav deres fortælling om det arbejde, der kan bringe en virksomhed til gazelle niveau. Virksomhederne var HTO Nedrivning, Navadan og Nanostone.
Læs flere nyheder fra Høje-Taastrup Erhvervsforum og om de 24 gazelle-virksomheder i Høje-Taastrup Kommune påsn.dk.